Geologer fra Bergen censureret i USA
To faggeologiske artikler fra Universitetet i Bergen er blevet afvist af et amerikansk fagtidsskrift om oliegeologi, fordi de har forskellige tilknytning til Iran. Universitets rektor er forarget.
af Steen Laursen, GeologiskNyt, 17/3/2006
USA’s terrorlovgivning har censureret to faggeologiske artikler om Irans olie forekomster. Årsagen er, at fire af de seks forfattere er fra Iran. ”Det drejer sig jo slet og ret om politisk censur”, siger universitets rektor Sigmund Grønmo, som har taget sagen op med det amerikanske forskningsråd.
For iransk
De to artikler fra Bergens Universitet blev først godkendt af det præstigefyldte fagtidsskrift, American Association of Petroleum Geologists Bulletin. Men derefter blev de afvist med henvisning til, at nogle af forskerne har tilknytning til Iran.
Forfatterne til den ene fagartikel er en norske forsker og en iransk doktorgradsstuderende, begge fra Bergens Institut for Geovidenskab. De har deres data fra Iran, så deres artikel blev kasseret på grund af den tak for data, de på traditionel vis rettede mod Irans statslige olieselskab sidst i artiklen. Af de fire forskere bag den anden fagartikel kommer de tre fra Iran og hovedforfatteren er ansat i det statslige iranske olieselskab. Artiklen er en del af hans doktorafhandling, og hans vejleder er Alvar Braathen fra Universitetet i Bergen.
Velskrevet men alligevel afvist
Efter den normale procedure med referee fik de to grupper brev om, at deres respektive artikel ville blive trykt. Men senere fik de endnu et brev, hvor direktøren for det amerikanske blad beklagede, at han måtte stoppe artiklerne efter indstilling fra bladets juridiske rådgivere:
“Unfortunately, after conferring with AAPG legal counsel, I must notify you that we cannot publish your paper because the United States government restricts publishers from publishing papers that have an affiliation with the government of Iran. Your paper is interesting and well written. I am sorry for the inconvenience caused to you by allowing it to advance to this stage before we became aware of this governmental restriction.”
|