Reportage fra vulkanen Merapi
- indonesisk vulkan i udbrud
Af Tom Pteiffer, Volcano Tours, og redigeret
af Steen Laursen, GeoloiskNyt
Geologen Tom Pfeiffer havde det
held at være ved vulkanen Merapi
i Indonesien, da den gik i udbrud i
maj i år. Her er historien om hans
jagt på et godt billede.
Efter en eventyrlig og meget smuk tur til
Krakatau er er vi i en forsinket flyver på vej
til Merapi. Udbruddet finder sted på kraterets
sydside, hvor der har samlet sig en stor
prop af ny tyktflydende lava, så det område
er sikkert også der, hvor vi ser udbruddet
bedst. Området syd af vulkanens kegle er
også mest udsat og er derfor blevet evakueret,
hører vi. Om aftenen vil vi – trods
evakueringen – prøve vi at finde et godt
udsigtspunkt.
Første glimt af udbruddet
Om aftenen møder vi et skilt, som med store
røde bogstaver siger : ”Forsigtig! Merapi”.
Vejen snørkler sig stejlt opad og klokken
23:50 er vi der. Bjerget ligger smukt foran
os, og vi kan se røgen fra dens top og en rød
glød. Et meget smukt syn. Pludselig blusser
den røde glød op og belyser røgen og dampen,
som stiger op over vulkanens top.
Det gør indtryk, men vi er sikre på, at vi
kan finde et bedre udsigtssted på den anden
side af vulkanen, selv om det er mørkt. Der
er utallige veje rundt om vulkanen, og der
er ikke skilte eller gode kort. Klokken 1:35
er vi stadig på Merapis norvestflanke, så vi
skal rundt om bjerget. Klokken 1:57 løbet
bussen tør for benzin. Chaufføren havde
beregnet for lidt af den dyre benzin til den
udflugt, som var vores oprindelige plan.
Fra en bus på vejen får vi benzin nok til
at køre videre og kort efter standser vi ved
en af de små butikker på vejen. Den er selvfølgelig
lukket og landsbyen virker forladt,
men det lykkes os at vække en mand og få
ham til at sælge os alt den benzin, han har.
På landet sælges det ikke fra tankstationer,
men fra bittesmå butikker, der ofte kun
består af en simpel reol ved gaden. Benzinen
bliver solgt i brugte flasker, hvor den
lysegule til klare – og nogle gange relativt
mørke væske – sælges ligesom sodavand.
Faktisk står benzinflaskerne i reoler som
alle andre varer ved siden af vand, cigaretter,
snacks og andet godt. Da vi endelig når
frem, viser det sig, at vi ikke rigtigt kan se
vulkanen fra udsigtspunktet.
Direkte til vulkanen
Næste nat kører vi så direkte imod området,
hvor militærpolitiet bevogter de forladte
landsbyer. Da vejen for alvor stiger, drejer
vi til højre ad en mindre vej, kører et par
kilometer og standser ved en moské. Der er
kun enkelte gadelys her og der. Vi venter ti
minutter, så dukker to mørke skikkelser op
og stiger ind i vores minibus. Det er to lokale
indbyggere, som fører os herfra.
Klokken 3:30 er vi fremme ved en lille
plads. Vi kravler de få par meter op til den
og kigger os omkring. Vulkanen er der.
Dens glødende top står lige foran os. Den
er nær, rigtigt nær. Vi er begejstrede og al
træthed er glemt.
Vi ser små masser af lava løsne sig fra
vulkanens glødende spids og styrte ned ad
flankerne. lavaen danner to strømme, en til
venstre for os, som er delvist skjult i en lille
rende i flanken, og en til højre, som er utroligt
smuk at se på. Det ser ud, som om ild
løber ned ad vulkanen. Vi kan også skimte
enkelte meget store blokke, der tumler nedad
og forsvinder bag træerne. Efter et par
sekunder hører vi de nedstyrtende blokkes
buldren som et fjernt truende tog, der kommer
imod os.
De evakuerede landsbyer vågner
Klokken er 4:00. Som et vækkeur begynder
en skinger højtaler at udspy noget komplet
uforståeligt gennem den stille nat. Det er en
moské i nærheden, der kalder til morgenbøn.
Var området ikke evakueret? Kort efter
høres højtalere fra andre moskeer fra nær
og fjern. Da det bliver lyst, virker området
ganske normalt. Indbyggerne vender hjem
tidligt om morgenen for at fodre deres. Måske
er vulkanen kun farlig om natten?
| 
