Vulkansk aktivitet på Jorden
- nyt fra de sidste seks måneder
Af geolog Susanne Plesner, GeologiskNyt
Der har været en del aktivitet rundt omkring på Jorden bortset fra i Afrika, hvor der i øjeblikket er lav aktivitet. Det er gået voldsomt for sig i Syd- og Mellemamerika.
Det seneste halve år har der været mere aktivitet i en del af regionerne end i den foregående periode. Dog er Afrika slet ikke repræsenteret denne gang. Flere af udbruddene har været voldsomme eller truet med at blive voldsomme, så nærliggende byer har måttet evakueres. Aktiviteten fra disse vulkaner er valgt specifikt ud denne gang.
Colima, Mexico
Allerede i efteråret sidste år meldtes der hver uge om hyppige eksplosioner fra Colima. Den 10. marts kom det første rigtige udbrud længe, der sendte pyroklastiske strømme 3 km ned af siden på vulkanen. Igen d. 13. marts kom der en eksplosion, som resulterede i en 5 km høj askesky samt aske- og bjergartsfragmentfald over de nærliggende småbyer.
I de følgende uger intensiveredes eksplosionerne med efterfølgende askefald og mindre udbrud, og d. 23. maj kom det største udbrud siden 1999. Dette resulterede i en 6 km høj askesky og pyroklastiske strømme 4-5 km ned ad vulkanen. En uge senere, d. 30.
maj, kom det største udbrud i 20 år med en askesky op til 8,5 km over vulkanen. Zonen for begrænset adgang blev udvidet, Colima’s lufthavn 30 km væk blev lukket pga. askenedfald, men ingen blev evakueret. Hyppige eksplosioner og mindre udbrud forsatte i de følgende dage og d. 7. juni blev folk i de tre landsbyer tættest på krateret evakueret.
Galeras, Columbia
Efter et eksplosivt, men mindre udbrud fra vulkanen d. 21. november 2004 var der frem mod slutningen af maj måned 2005 kun lidt aktivitet at måle i form af mindre jordskælv, der kom fra et sted højt i jordskorpen og lejlighedsvis udsendelse af gas og aske.
D. 24. maj beordrede den columbianske regering imidlertid ca. 9.000 mennesker evakueret fra området nær vulkanen grundet forhøjet vulkansk aktivitet. Jordskælv associeret med dannelse af nye sprækker under vulkanen var desuden blevet hyppigere.
I de følgende uger faldt den seismiske aktivitet dog, der var lejlighedsvise små udbrud med gas og aske, men advarselsniveauet på 3 (skalaen går fra 0 til 5) bliver opretholdt. Advarselsniveau 3 betyder, at der er observeret ændringer i udbruddenes karakter.
Artikel fra 3. blad i 2005
Relevante links:
www.fs.fed.us/gpnf/volcanocams/msh/
www.volcano.si.edu/gvp/reports/ bulletin/index.cfm
www.volcano.si.edu/gvp/reports/usgs/archive.cfm
hvo.wr.usgs.gov
volcano.und.nodak.edu
|