Spillet om en milliard til miljø
| | | Grusgrav som er delvist reetableret.
Foto: Steen Laursen
|
af Steen Laursen, 26/8/2005
Regeringen har lovet en milliard kroner over fire år til miljøforbedringer, men hvad pengene skal bruges til og hvornår de skal bruges, er der mange bud på.
Ueninge ministre
Både skatteminister Kristian Jensen (V) og miljøordfører Eyvind Vesselbo (V) mener, at luftforureningen i byerne skal reduceres med penge afsat til miljøgenopretning. Men miljøminister Connie Hedegaard (K) vil bruge pengene til deres oprindelige formål, miljøgenopretning. Milliarden er foreløbig deponeret i Finansministeriets kasse, bortset fra 50 millioner kroner, som Miljøministeriet får i år.
Der er mange dyre miljøprojekter de næste fire år
Connie Hedegaard mener, at pengene er øremærket til blandt andet kemikalier, nationalparker og især reducering af forurening i Danmarks mest værdifulde natur- og vandområder. "Det bliver meget dyrt at leve op til EU's krav om renere natur. Partikelfiltre må finansieres ved en omlægning i Skatteministeriet, der får et tocifret milliardbeløb ind i bilafgifter hvert år", fastslog Connie Hedegaard torsdag, da hun præsenterede sin del af finansloven.
DN kræver en plan for pengene
"Regeringens troværdighed står og falder med, at man så hurtigt som muligt træffer en bred politisk beslutning om, hvordan milliarden skal bruges", mener afdelingsleder Thomas Færgeman fra Danmarks Naturfredningsforening. I foreningen ser man gerne mere end de 50 millioner på finansloven for 2006. Men Thomas Færgeman hæfter sig ved, at de største udgifter til nationalparker og Danmarks EU-forpligtelser efter vandrammedirektivet og habitatdirektivet først skal betales i årene efter 2006.
|